Jeg har igennem de sidste 10 år planlagt og gennemført krisepsykologiske interventioner i forbindelse med alvorlige traumatiske hændelser for større eller mindre personalegrupper i udlandet. Jeg har i den forbindelse været i Kosovo, Irak, Afghanistan, Thailand og Grønland. Jeg har herfra personlige erfaringer med at være udsendt og arbejde under ekstremt belastende forhold med mennesker i akut krise. Dette har givet mig uvurderlige erfaringer med det akutte krisearbejde samt stressbelastninger under ekstreme vilkår.

En akut kriseintervention kan bestå af:

• Formøde med ledelsen: Orientering om hvad der er sket, hvem der er involverede, ledelsens vurdering af medarbejderne.
• Orientering til medarbejderne: Hvorfor er der kommet psykolog, hvem er psykologen, hvem skal tale med psykologen, indholdet af samtalerne, almindelige krisereaktioner.
• Gruppedebriefing af de berørte medarbejdere
• Individuelle samtaler
• Opfølgende møde med medarbejderne: hvilke generelle erfaringer har de gjort sig, fælles reaktioner, hvordan støtter de hinanden fremadrettet, hvad kan de gøre som gruppe.
• Afsluttende møde med ledelsen: herunder vurdering af medarbejdergruppen (under hensyntagen til min tavshedspligt), hvad skal ledelsen være opmærksom på fremadrettet, hvordan støtter ledelsen bedst medarbejderne.
• Tilbagemelding til topledelsen, når dette er relevant

Hvordan den præcise intervention tilrettelægges, bliver først besluttet efter formødet med den lokale ledelse. Dette skyldes, at der er mange forhold, der skal tages hensyn til fx: er det én eller flere hændelser? Er der meget skrøbelige medarbejdere? Hvornår kan medarbejderne samles? Er der specielle fysiske forhold at tage hensyn til? Er der indbyrdes konflikter i personalegruppen? Taler alle dansk/engelsk eller er det nødvendigt med en tolk? Og mange andre forhold.

Jeg har god erfaring med ikke at beslutte mig for interventionen, før jeg har så uddybende et billede af situationen som muligt, og det har jeg typisk først, når jeg er på arbejdspladsen/udstationeringen, og jeg har haft det første møde med den stedlige ledelse.

Akut krisearbejde fordrer stor fleksibilitet og omstillingsparathed fra psykologens side, hvis interventionen skal være meningsfuld for de berørte medarbejdere.